Udkom: 24. marts 2022
Forfatter: Alessandra Gigi Staunstrup
og Marie Nørgaard
Omslag: Jes Madsen / Imperiet
Sidetal: 272
Vejl. pris: 249,95
Indbinding: Indbundet
Mål: 138×220 mm
ISBN: 978-87-94221-02-3

Fotocredit: Alessandra Gigi Staunstrups egne
private billeder og Anja Ekstrøm

OM BOGEN

 

En sjælden og upoleret insiderberetning, der begynder i underklassens nødspor og slutter i overklassens overhalingsbane – og en ung og stærk kvindes inspirerende historie om at finde sig selv og en vej videre i livet.

Alessandra Staunstrup var 21 år gammel, da hun første gang smed tøjet på et podie på klubben Lady Love på Vesterbro i København. Senere fulgte tre hæsblæsende år, der førte hende ind i en lukket verden, hvor velhavende og magtfulde mænd brænder tusindvis af kroner af på fester med unge kvinder, der smider tøjet og indimellem mere end det.

I sin bog giver Alessandra Staunstrup et sjældent indblik i det danske stripmiljø, fra top til bund, ligesom hun med sin historie viser, hvad en ung kvinde kan risikere at miste undervejs: et sundt forhold til penge, kropsidealer og kærlighed. Bogen kaster også nyt lys på udsatte børns vilkår i verdens bedste velfærdssamfund: Alessandra Staunstrup voksede op som brændt barn på Vestegnen i en familie ramt af alkoholisme og vold. Hun faldt gennem maskerne i det sociale system og fyttede hjemmefra som 16-årig efter en rystende kaotisk opvækst, hvor hun som 11-12-årig havde været overladt ansvaret for sine to små søstres overlevelse.

NØGEN – mit liv som stripper er en øjenåbnende og fordomsfri odysse gennem et miljø, som de fleste middelklassedanskere ikke møder på et helt liv. Bogen skildrer de sociale ekstremer i Danmark i én skæbne – og samtidig er det en bevægende, opdateret version af den evige historie om, at alt kan købes for penge, undtagen kærlighed.

OM FORFATTEREN

 

Alessandra Staunstrup (f. 1991) bor i dag i Hillerød og er studerende på socialrådgiveruddannelsen.

Marie Nørgaard (f. 1982), forfatter og uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Har i en årrække været journalist og redaktør på Ekstra Bladet, har været tv-tilrettelægger og er nu redaktør hos Mofibo.

Impact Tv
Impact Tv